Grupper med specielle interesser
Nu vil vi tage fat på noget, som mange af jer måske har undret jer over. Det kan have slået jer som sært, at vi i forbindelse med vores erfaringer om dannelse af grupper ikke nævner noget om etablering af S.L.A.A.-grupper med "særlige interesser". Det være sig mandegrupper, kvindegrupper, bøssegrupper, grupper for lesbiske og så videre. Den nøgne kendsgerning er, at i løbet af 9 års udvikling af S.L.A.A.-grupper var ingen af disse særgrupper kommet for at blive. Fra tid til anden har forskellige personer, både mænd og kvinder søgt at lave denne eller hin særgruppe inden for rammerne af S.L.A.A.. Men støtten til sådanne forehavender har aldrig været udbredt, og disse særgrupper forekommer ikke. Vi tror, der er flere grunde til, at det er gået sådan.
For det første påstår personerne, der har søgt at etablere et "alt det her" eller "alt det der" møde, at de gjorde det for at skabe et mere "trygt" rum at indrømme deres personlige sårbarhed i. Og dog kan ideen om en "sikker" gruppe - hvor medlemmerne i gruppen ikke bliver tiltrukket af hinanden - ikke eksistere i virkeligheden. For eksempel kunne en lesbisk sex og kærlighedsafhængig føle sig lige så truet ved et kvindemøde som stifteren af dette møde kunne føle sig til et blandet møde. Selvfølgelig er den samme tankegang sand for en bøsse til et mandemøde.
Det enkle faktum er: intet S.L.A.A.-møde kan renvaskes for romantik på basis af begrænset adgang til en "dit eller dat" gruppe ud fra den teori, at alle medlemmer ville være gruppe-forenelige i kraft af ikke-forenelighed seksuelt. Vore samlede seksuelle adfærd har været alt for udsøgende til det.
For det andet er der en anden myte, der alt for let kunne fostres i en særgruppe, uanset hvad det "specielle" bestod i. Mange personer med svære sex og kærlighedshistorier søger at give "andre" skylden for dem. Disse andre kan stemples stereotypt som "kastrerende feminister", "mandschauvinister", "mandsdomineret samfund", "kvindedomineret samfund", "kvindesagsforkæmpere", "mandlige sexister", "feminister", "maskulinister" til bevidstløshed. At fremsige polemiske erklæringer om, hvordan forskellige undergrupper (ens egne, naturligvis) er offerramte minoriteter lidende i hænderne på ""would be"" undertrykkere kan måske give mening for sociologer, men for sex og kærlighedsafhængige med ønske om helbredelse har den slags drøvtygning ingen positiv værdi. Sandheden synes at være, at før vi "ejer" vores egen sex og kærlighedsafhængighed som en personlig egenskab, for hvilken vi påtager os det ansvar at gøre noget inden i os selv, er fjendskab rettet udad mod en udpeget, påstået "plageånd" spild af tid. Derfor mærker vi, at disse specialgrupper ikke er forekommet, fordi folk i S.L.A.A. i almindelighed har været forsigtige med ikke at skabe rammer, hvor "ydre fjender" kunne forsynes med mærkat, og således fjerne opmærksomheden fra det at tage sig af sex og kærlighedsafhængigheden som en personlig lidelse.
En tredje grund til, at grupper for "særlige interesser" ikke har slået an er, at S.L.A.A. folk har indset, at der er stor terapeutisk værdi ved at være blandt et bredt spektrum af folk, der inkluderer dem, som engang har givet mulighed for at udagere. Det at være blandt meget tiltrækkende mennesker i S.L.A.A., på dette fristed, har tvunget os til at begynde at lære at vekselvirke mere menneskeligt med dem, der før blot har været tildelt rollen som "typer" ude i samfundet. Disse mennesker har nu, lige som os, også til hensigt at blive ædru i S.L.A.A. og finde en stabil helbredelse. Vi har fundet, at vi til S.L.A.A.-møder, hvor alle sex og kærlighedsafhængige er til stede, har et fælles grundlag for at genkende sygdommen uanset andre faktorer. S.L.A.A.-møder har i høj grad været en slags træningslejr, vi har behøvet for at blive bedre til ude i samfundet at håndtere andre, der kunne udgøre en trussel mod vores ædruelighed. Vi lærer at gennemskue de enkeltes afhængige potentiale, får gjort op med sansebedraget, så den menneskelige dimension kan komme i fokus. Een gang lært i S.L.A.A., er denne evne til at se bag det afhængige potentiale blevet overført til vor omgang med andre, ude i samfundet, der stadig kunne være til rådighed. Værdierne, vi udvikler ved at omgås hinanden i S.L.A.A., er blevet en rettesnor, vi bruger til at vurdere den virkelige værdi af forhold uden for S.L.A.A..
Grupper for "begge køn" eller "særlige interesser" kunne helt klart, under forsøg på at udelukke fristelser, være til skade for de af os (os alle), som har brug for at lære at håndtere virkeligheden, frem for at isolere os fra den. Hvis vi ikke får mulighed for at lære dette ved S.L.A.A.-møder, der er åbne for alle sex og kærlighedsafhængige, bliver vi aldrig fortrolige med det, der virkeligt kan krydse vores vej uden for møderne. Vores ædruelighed vil være skrøbelig, og vil formodentlig ikke vare ved. 
For at lukke dette afsnit om grupper med "specielle interesser" vil vi bemærke, at S.L.A.A. som sådan aldrig kan afholde sådanne grupper fra at opstå. Men hvis de opstår og skal have et konstruktivt formål, må de af sig selv være nødt til at være baseret på en anden logisk begrundelse end illusionen om at skabe "sikrere" omgivelser, hvor romancer og seksuel tiltrækning formodes at være fjernet. Sådanne grupper vil være nødt til at enes om andre formål end at stemple "ydre fjender" eller på anden måde retfærdiggøre deres eksistens som tilflugtssteder for forfulgte minoriteter.
Den eneste reelle "sikkerhed", nogen som helst S.L.A.A.-gruppe (eller S.L.A.A. som helhed) nogensinde kan opnå, er et ønske om at blive rask, der bliver holdt i hævd af et flertal af gruppens medlemmer, og tilgængeligheden for Nåden, overbragt af en magt større end os alle, kun den gør helbredelse mulig.